Rémuage

For at lave mousserende vin skal den sidste del af gæringen foregå i flasken. Denne gæring kaldes andengæringen, og foregår typisk ved at der tilsættes 24 gram sukker pr. liter vin og ny gær, hvorefter vinen flaskes i flasker, som lukkes med kapsler.

Når der næsten ikke er mere sukker i vinen, er der i flasken et tryk på ca. 6 bar, og gæren går i dvale og falder til bunds i flasken. Nu hviler vinen på gæren og dette kan vare i mange år. De fineste vine fra Champagne ligger i 8 år eller mere på gæren.

Gæren skal nu fjernes, for at vinen bliver helt klar. Dette gøres ved først at ryste flaskerne for at løsne gæren fra siderne, og dernæst vende dem på hovedet i en hældning på ca. 45 grader. Nu drejes flaskerne hver dag en smule og hældningen løftes gradvist til 80 grader i løbet af to uger. Denne process kaldes rémuage. Når alt gæren er i flaskens hals og flaskerne står nærmest på hovedet, er processen færdig og flaskerne kan degorgeres.

Scroll to Top